Om Radio Freja Chill
Netradio
Musik
Video
Kontakt

Radio Freja

Skyttevænget 10 - 4700 Næstved - 32161045

CVR 38447270​

Musikken er stillet til rådighed med tilladelse fra Koda & Gramex.

    Seks mennesker i et rum. Umiddelbar og uncool begejstring. Tekster med snert. Og et ønske om at inddrage enhver, som vil lytte. Det er filosofien bag Alphabeats første album i syv år, 'Don't Know What's Cool Anymore'. Dermed tager de et bevidst skridt væk fra at jage næste hit – og det har allerede ført til nye hits.


    I fem intense år trængte Silkeborg-sekstetten Alphabeat ind alle vegne med dens bekymringsløse konfettifarvede popmusik. Skudt af sted via 100 km/t.-vokaler solgte deres første album platin i Danmark, og den internationale version gik på top-10 i England – noget kun to andre danske navne havde præsteret. De fik også hele fem singler ind på den benhårde britiske singlehitliste.


    Og de stoppede aldrig med at hitte – deres seneste album 'Express Non-Stop' fra 2012 gik nummer tre på den danske albumhitliste, og de to singler 'Love Sea' og 'Vacation' sikrede sig hver en guldplade. Men til sidst fyldte jagten på hittet så meget, at konfettien falmede for medlemmerne, og de havde brug en pause.


    I 2018 sad guitarist og sangskriver Anders Bønløkke så og nørklede med nummeret 'Sometimes'. Det havde en blød countryficeret vibe, men han kunne ikke slippe tanken: 'Hvad hvis det her var en Alphabeat-sang?' Han fandt opbakning i sanger Anders SG, og de to fik Stine Bramsen i studiet.


    "Det var fedt at synge med Anders igen. Der var en rå energi, fordi vi havde valgt hinanden til, og jeg tror, vi alle sammen savnede følelsen af at være i et band, hvor man løftede i flok. Fra begyndelsen var der en rød tråd tilbage til vores første album, hvor vi bare var nogle venner i et øvelokale," siger Stine Bramsen, og Anders SG supplerer:


    "Jeg blev revet med af feelingen den dag. Med et knips var vi tilbage og fokuserede kun på kernen: På sangen."


    Alle seks bandmedlemmer samlede sig derefter til sessions i Anders Bønløkkes sommerhus. De spillede og skrev uden at skele til stramme strategier, koncepter eller skabeloner; det gjaldt om at tømme hovederne og mærke sangene helt nede i maven.


    "Vi er blevet ved med at vende tilbage til den pointe: At man skal mærke os i det. At man skal mærke, at det er et rum med mange mennesker. Med et fællesskab man kan være en del af. Det har været det vigtigste, at vi i en tid med mange solister viste, hvor fedt det er at klikke ind i et kollektiv. Vi tænkte ikke på genrer, ikke på om vi havde lavet et hit," siger Anders Bønløkke.


    Metoden viste sig alligevel at være vejen til næste hit: Singlen 'Shadows' røg i heftig radiorotation straks efter udgivelsen i foråret 2019, og nummeret er siden streamet mere end fire millioner gange på Spotify. Med 'Sometimes' som igangsætter viser de sidste fire numre på pladen desuden bandet fra en mere nedtonet side med spor af amerikanske traditioner.


    I andre af albummets sange åbner Alphabeat for nye dimensioner af sig selv gennem lyrikken. 'Sing a Song' er en ærlig, selvbiografisk fortælling om deres egne op- og nedture, mens 'I'd Rather Die' knækker koden til at skrive en sang om klimakrise, der på den ene side er helt oprigtig, på den anden side smiler selvironisk af egen dobbeltmoral. Stine Bramsen nyder den bitchy tone på 'Now You Know', der skildrer et menneske, der klamrer sig til at være trendy, selv om vedkommende for længst har tabt den.


    "Det har været en game-changer for os at tappe ind i et andet tekstunivers. Tidligere fokuserede drengene mest på at skrive ord og sætninger, der så at sige "smagte godt", men at turde skrive tekster, der viser lidt mere om hvem vi er giver os følelsen af at komme på udebane og sætte noget på spil," siger Stine Bramsen.


    Dermed ikke sagt, at Alphabeat selv ved, hvad der er hot og not. Albumtitlen, 'Don't Know What's Cool Anymore', giver netop selvironisk hint om, at bandmedlemmerne – der alle er i 30'erne – selv har mistet den fingerspidsfornemmelse. Men titlen tegner også et portræt af hele bandets historie: De har aldrig, heller ikke da de var unge popsensationer, været optagede af at være cool. I 00'erne var det heller ikke in at være et stort orkester med brede smil. Men Alphabeat troede allerede dengang på deres evne til at eliminere koderne for coolness ved at formidle deres fælles energi. Nu tror de på det mere end nogensinde.


    "Vi er virkelig glade for, at vi insisterede på, at den kollektive energi er vores berettigelse. Og det er vildt at mærke, at den stadig connecter os med folk," siger Anders Bønløkke.


    Alphabeat spiller en lang række koncerter i forlængelse af albummet. I november venter to arenakoncerter i Danmark – i Aarhus Congress Center og i KB Hallen, og i 2020 supplerer de med en omfattende tour rundt i Danmark, inden de spiller i England.


    Albummet "Don´t Know What´s Cool Anymore" har release fredag den 1.november 2019.


    - Warner Music Danmark